
Her er min historie om Grøn Sundhed - Magnus
Hvert medlem af bestyrelsen har en personlig baggrund for deres engagement
Magnus bor sammen med Lisa tæt på Brønderslev. De skriver:
Her på gården, Drustrupgård, i Nordjylland bor vi, Magnus og Lisa, sammen med vores to dejlige børn og lidt forskellige dyr. Vi har dyr, som giver os hyggelige oplevelser, og vi har dyr som giver os kød til fryseren. Samtidig dyrker vi lidt forskellige grøntsager til os selv.
På vores gård stræber vi efter at skabe sunde og stærke værdier for vores børn, så de kan vokse op som livsglade, selvstændige, hele mennesker med begge ben solidt plantet i den jyske muld. I vores familie er vi meget optaget af og reflekterende omkring alt, hvad der fremmer kropslig og mental sundhed.
Disse værdier vil vi gerne bringe videre til andre børn, unge og voksne. Vi nyder at være tæt på naturen og dyrene. Her mærker vi, hvordan naturen giver ro, velvære og rum til fordybelse og refleksion. Vi har en fælles passion for at hjælpe børn, unge og voksne mennesker med mentalt at mærke sig selv, tro på sig selv og værdsætte sig selv.
Samtidig tænker vi, at vores gård kan bidrage til oplysning om sunde og stærke værdier gennem dyrehold, dyrkning af grøntsager og natur - i det hele taget den form for selvforsyning, som giver mening for den enkelte.